Det er noget skørt vejr. Jeg har høstet græskar i dag, så de ikke skal få frost, og lige ved siden af blomstrer squashen stadig.

God bedring til den mindste! Børneorm har vi alligevel aldrig prøvet :-S

Jeg husker særligt tiden lige efter corona som helt forfærdelig. Det var som om, at alle de sygdomme, ungerne ikke havde fået under nedlukningen, skulle komme lige efter hinanden. Der var nogle måneder, hvor vi mange gange blev nødt til at være strategiske, sådan fx “så siger vi at jeg har første sygedag med yngste i dag, og så har du anden sygedag med ham i morgen, og så har jeg første sygedag med den ældste onsdag, og du har anden sygedag med hende på torsdag”, og derhjemme lå begge børn og hostede eller ørlede begge to alle dagene. Mit job i det offentlige var egentlig ok med det, men det ændrede ikke på, at der ikke var nogen til at tage over, fordi det jeg lavede var så specialiseret, så alle de opgaver jeg ikke havde nået lå bare og ventede når jeg kom tilbage. Det var sgu en hård tid. Er glad for at have lidt ældre børn nu, der ikke bliver syge lige så tit.

Edit: det var vist bare for at sige, jeg sympatiserer enormt meget med alle, der prøver at få det til at gå op med syge børn :)

For at det kan være adhd, så skal jeg altid have haft det. Det er det, jeg er ved at finde ud af i udredningen. Hvis jeg har symptomerne et andet sted fra, så kan det vel være opstået hen af vejen, men hvis det er adhd, har jeg altid haft adhd.

Men hvis det er adhd jeg har, er det så altid kommet til udtryk med den der slags tankemylder? Det er ikke noget, jeg har et helt tydeligt svar på. Jeg ved, at jeg var et meget fysisk hyperaktivt barn, som fyldte enormt meget i et rum, og at den type uro er noget jeg siden mine teenageår i højere grad har vendt indad, men dermed ikke sagt at jeg ikke havde et overaktivt hoved dengang også. Det er bare ikke noget, som andre kan huske, på samme måde som de kan huske, at jeg hang i alle bogreolerne. Derfor er jeg afhængig af min egen erindring om det, og min hukommelse fra den tid er ikke specielt god.

Det er dog lige meget hvad min forståelse, at adhd kommer til udtryk på forskellige måder i løbet af livet. Jeg kan sagtens forestille mig, at i min situation kan uroen være blevet vendt indad pga. irettesættelser fra mine forældre, og hvem ved, hvordan jeg havde udviklet mig, hvis jeg havde fået lov til bare at være, som jeg var, men det er alt sammen meget tænkt.

Jeg har også det ekstra perspektiv, at jeg også selv er forælder til et barn, vi mistænker for at have adhd, som skolen i høj grad kæmper for at rumme med alle de værktøjer en moderne skole har, men man kommer bare ikke uden om, at hun bogstaveligt talt hænger i gardinerne i timen uden selv at vide hvorfor, at hun bliver kørt totalt træt af en almindelig skoledag af at følge med i hvad alle laver og tænker og føler, og at hun er en kæmpe konfliktmagnet, fordi hun ikke kan lade noget som helst ligge. Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne rumme hende nok til, at hun ikke stadig blev mere belastet end et barn uden de her udfordringer. Det er oplagt, at jo tidligere et menneske oplever belastning, jo mere varig effekt har belastningen. Hvis min datter på et tidspunkt bliver diagnosticeret og får medicin, så er det ikke for mig at se en falliterklæring af den indsats, der ellers er omkring hende. Det er bare endnu et værktøj, vi kan hjælpe hende med.

Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.

Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.

Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.

Synes at have læst, at der var så stor interesse for det spil, at Steam crashede - hvilket er fuldstændig vildt. Men der sker nogle rigtig fede ting i spilverdenen synes jeg. Nu kender jeg ikke rigtigt noget til Silksong og Hollow Knight som spil, men jeg ved, at de er produceret af en lille indie-udvikler. Vi så også tidligere i år, hvordan Clair Obscure: Expedition 33 - også indie - havde helt enorm succes med relativt lille team og budget. For et par år siden var det Baldur’s Gate 3. Samtidig har vi fx mastodonter som Ubisoft, der laver det ene Assassin’s Creed-spil efter det andet, og det kunne have været megafedt, for der er da virkelig en spændende setting at arbejde med, men det er propfyldt med mikrotransaktioner, og værst af alt er det bare kedeligt og sjælløst. Måske nærmer vi os lidt mere et sted, hvor spiludviklere får større succes, når de har noget på hjerte, og når der ikke står en stor koncern bag dem og kræver sikre afkast. Man kunne da håbe!

Jeg er faktisk allerede blevet opereret :) jeg fik det ordnet gennem det offentlige for nok 15 år siden. Jeg så dårligt nok til at det var gratis derigennem. Da jeg har bygningsfejl kunne de dog ikke tage lave en lige så stor ændring, som de ellers havde kunnet. De tog vist omkring 75%. Så alt er MEGET bedre nu end dengang, men jeg ser stadig bedst med briller.

Jo tak! Det er også Louis Nielsen, det her. Det var der, jeg fik mine gamle briller, så det var smart i den forstand, at de havde min gamle styrke at tage udgangspunkt i, og jeg har sådan set også kun gode erfaringer med dem fra før - men det her er ikke ligefrem nogen stor succes.

Det er skørt. Jeg har gået med briller i det mest af mit liv, og jeg er 40. Jeg har aldrig haft briller, jeg har fået rettet på så mange gange som med dem her.

Godt at høre, I fandt nogle ordentlige briller til datteren! Det er et megavigtigt tidspunkt at kunne se ordentligt på.

Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt på! Men det burde jo være hvis ikke næste skridt så et af de næste. Jeg er ikke så god til det akavede. Det bliver hurtigt sådan, “ej, men måske er det federe at gå med et dårligt stel end at italesætte, at de åbenbart ikke kan finde ud af at få dem til at passe ordentligt”. Og det er selvfølgelig dumt.

Jeg har fået nye briller. Det er nogle uger siden efterhånden, og jeg kan IKKE få dem indstillet rigtigt. Det hjemsøger mig.

Jeg har købt dem i en forretning inde i byen, så jeg kan ikke bare lige liste forbi hver og hver anden dag for at få kigget på det. Derudover begynder det også at være pinligt - ikke for mig men for dem, synes jeg. Man kommer jo ind, og så er det den ekspedient, som er på arbejde den dag, og som har tid, der hjælper en. Der er først og fremmest ingen kontinuitet eller plan eller noget i den retning, for der er jo ikke en log over, hvordan brillerne blev rettet sidste gang, så alle ekspedienter gør bare noget ud fra hvad de kan se lige nu. Derudover er det også tydeligt, at ekspedienterne ikke er lige gode. Så for tiden er jeg derinde typisk en gang i ugen, og så får jeg brillerne rettet, og så sidder de dårligt på en ny måde - i stedet for at de klemmer bag ørerne, så falder de af, eller de sidder skævt, eller de klemmer siden af hovedet eller noget fjerde eller femte - men man ved først rigtig at det stadig er galt, når man har gået med det lidt tid, så det er ikke sådan at man bare kan insistere på at blive i butikken, til de sidder ordentligt. Jeg bliver faktisk snart desperat. Det fylder så meget mere, end det var meningen.

Mht. det visuelle så er mit indtryk, at loftet i dag er MEGET højt. Folk spiller med enormt mange fps, eller de spiller i 4k. Og high og ultra i dag er rigtig, rigtig flot. Personligt har jeg det dog sådan, at jeg kan huske da jeg opgraderede skærm fra 800x600 til 1024x768. Jeg synes stadig fuld hd er meget - og jeg synes nye spil på low og medium stadig er rigtig flotte.

Du nævner selv at du ikke har gamet længe. Har du set nye spil? Det hele ser megaflot ud, synes jeg. Også på medium, også i 60 hz og også “bare” i fuld hd.

Jeg har brugt et rtx 2060 i fem år efterhånden. Det er altså stadig fint. Man kan altid bruge penge på noget der gør det flottere, men hvis budgettet er stramt synes jeg ikke men skal have indtrykket af at gaming bliver nødt til at være så ekstremt dyrt.

The Time Traveller’s Wife

Det er en af dem, jeg har valgt fra, fordi det mest af alt lyder til at være en romantisk fortælling. Min kone er glad for den dog. Hun har også læst den der Highlander-serie, som hun lidt henkastet kaldte “højlandssexbogen” - og således valgte jeg også den fra.

The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle

Den har jeg læst, og den er rigtig god! Samme forfatter har skrevet The Devil and the Dark Water, som er en slags skibskrimi i kolonialtiden. Den er også god, men det er en anden slags bog. Der er ikke noget af det der med at genleve en mysterium igen og igen.

Hyperion Cantos

Den tror jeg faktisk, jeg har læst den første af engang. Men jeg tror ikke, jeg fattede, at det var en serie. Læste den bare og gik videre til noget andet. Måske skal jeg kigge lidt mere på den igen.

Jeg har det lidt svært med anime. Jeg har prøvet at se nogle få ting, men det fanger mig ikke rigtigt. Outer Wilds har jeg spillet lidt, men jeg har lidt svært ved at samle mig om at fortsætte på det. Tror jeg ville have været vild med det, da jeg var barn, men nu er der for mange ting, der distraherer. Jeg kan i ånden rigtig godt lide de der sandkasse-agtige spil, hvor man selv skal regne ud, hvad meningen er, men i praksis kan jeg ikke sidde længe nok med det til at jeg finder en rytme i det.

Jeg har det på samme måde :) jeg er også blevet brændt nogle gange. Har læst nogle helt utroligt dårlige tidsrejsebøger.

Jeg tror, min yndlingsfilm om tidsrejser er Deja Vu, som egentlig er en action-agtig thriller med Denzel Washington, men som lidt diskret er en ret spændende tidsrejsefilm, fordi den viser en nogle tidsrejseelementer, som den ikke fortæller om. Der er bare nogle tegn på, at der foregår mere, end man får at vide i første omgang.

Mht. bøger læste jeg på et tidspunkt Time and Time Again af Ben Elton, som jeg syntes var spændende, fordi der var nogle twists i den. Jeg kan nok ikke beskrive dem så godt uden at spoile bogen, men som jeg husker det, var der dele af bogen, der snød mig til at gå ud fra, at mit kendskab til genren gjorde, at jeg forstod, hvordan ting virkede, og så virkede de anderledes. Derudover vil jeg anbefale The First Fifteen Lives of Harry August af Claire North, som ikke handler om tidsrejser som sådan men om at blive genfødt til det samme liv igen og igen. Det er også en virkelig godt bog.

Har du nogle ting, du kan anbefale?

Det er sådan, at jeg er helt tosset med alt, der handler om tidsrejser. Jeg har derfor opsøgt en hel del bøger, film, serier og andet, hvor emnet på en eller anden måde indgår. Jeg kan dog være skeptisk, når der er tale om noget, der først og fremmest er noget andet, som ikke siger mig så meget - fx bøger der primært handler om romantik.

Over de sidste par uger har jeg læst den danske bogserie Spektrum af Nanna Foss, som jeg i første omgang var skeptisk omkring, fordi det er en bogserie om teenagere skrevet - er jeg rimelig sikker på - til teenagere. Og jeg er ikke ligefrem nogen teenager. Min skepsis er dog totalt blevet gjort til skamme! Det er en virkelig god tidsrejsefortælling. Ikke dermed sagt, at der ikke er en del i bøgerne, som teenagere sikkert ville få mere ud af end mig, og som jeg krummede en smule tæer over, men det kom aldrig til at fylde så meget, at jeg ikke kunne arbejde med det.

Indtil videre er der fem bøger i serien, og det handler om, at der er en flok teenagere, som ved et tilfælde finder en tidsrejsedims, og som ved samme lejlighed bliver involveret i nogle mystiske begivenheder. Man kan vel sige, det er en fantasy-agtig, whodunit coming of age-historie, der for det meste foregår i en provinsby i Danmark. Formatet er, at alle bøger er en 1.persons-fortælling, men hver bog handler om et nyt medlem af gruppen, og på den måde ser man tingene fra nogle forskellige vinkler, og det gør også, at bøgerne kan sætte fokus på nogle forskellige udfordringer, danske teenagere kan have. Hver bog har i øvrigt en fortællestil, der er ret påvirket af, hvem fortælleren er.

Det er alt i alt nogle meget velskrevne bøger. Jeg kan virkelig anbefale dem. Dog vil jeg nævne, at der sker nogle ting for hovedpersonerne i bøgerne, der er til den traumatiske side, og jeg ville ikke umiddelbart give dem til fx en sart 13-årig. Men nu er mit ældste barn også en 9-årig, der synes bøger er uhyggelige, når der står, at det regner såeh… man skal nok lave sin egen vurdering :)

Jeg er virkelig glad for den her: https://madrejsen.dk/one-pot-cheesy-mexikansk-gryde-med-sort-bonner-linser-og-ris/

Når jeg laver dobbelt portion, er der nok til to voksne af tre omgange, og man kan sagtens fryse det. Mine børn gider dog ikke spise det.

Bønner og linser kan altså også bare meget, også uden at være den primære proteinkilde i en ret! Det giver meget fyld for ikke særlig mange penge. Hvis jeg havde vidst hvor glad jeg var for bønner, da jeg var studerende, havde mit SU-lån været en hel del mindre…

Jeg mener, vi overfører sammenlagt 7.500 kr. til madkontoen hver måned, og så er tendensen, at vi sparer måske 1.000 op om måneden. Nogle gange mere, nogle gange mindre. Vi er også 4 - to voksne og så en seksårig og en niårig. Alderen på børnene kan spille ind? Jeg forestiller mig, at der på et tidspunkt kommer en teenagereffekt, hvor de lige pludselig spiser helt vildt meget mere, og hvor de begynder at tage mere af de dyre ting.

Det jeg synes er sværest ved at holde det billigt er at gøre det uden at gå på kompromis med noget andet. Jeg vil gerne holde det billigt, så jeg planlægger og køber på tilbud, og så undværer jeg også, når noget ikke gider komme på tilbud. Det er fint nok. Men jeg vil også gerne have økologi, og jeg vil gerne undgå, at mine børn propper sig med alt for meget ultraforarbejdet crap. Og så vil jeg også gerne handle lokalt, så ting ikke er transporteret så langt, og jeg vil gerne støtte danske og europæiske firmaer frem for amerikanske. Så begynder det sgu at være kompliceret at købe ind!

Jeg er vokset op langt mod nordvest. Hele min familie taler dialekt og kan være svære at forstå for folk, der ikke er lokale, og jeg lærte først at tale rigsdansk, da jeg kom i skole, men så skete der et eller andet i de små klasser, og jeg taler desværre ikke dialekt på den måde mere. Jeg har simpelthen glemt det, fordi der var en periode i mit liv, hvor det ikke var sejt. Og så tror jeg også, det ville have været svært. Mit vestjyske var jo aldrig klar til at tage med mig på uni eller på arbejde foran en computer. Måske har nogle vestjyder i dag et ordforråd, der godt kan snakke om den slags - men jeg havde i hvert fald ikke. Det er sørgeligt, synes jeg, og jeg ville ønske, at de unge var bedre til at fastholde dialekterne, end jeg har været, men jeg ved ikke, hvad jeg selv skulle have gjort anderledes.

Meget af det handler også om sådan… følelsen i munden. At man tygger i noget. Og det er der meget, der kan bidrage med. Brun champignon, soltørrede tomater, linser osv. Og ja, man kommer allerede langt ved at bruge mindre kød og mere grønt.

Men jeg ved også godt, at det er et spørgsmål om overskud, ikke kun økonomisk. Jeg kom ikke selv fra et barndomshjem, hvor man var særlig eventyrlysten i madlavningen, og det kan der være mange grunde til, at man ikke er. Måske er der behov for, at man laver nogle initiativer, der kan lære folk, hvordan man faktisk laver god, billig mad - så de finder ud af, at det ikke er farligt eller svært, og at vegetarmad sagtens kan de samme ting, som de godt kan lide ved kød.

Jeg brugte i øvrigt halloumi for første gang for nyligt, og det var bare MEGAgodt! Jeg havde det virkelig som om… hvorfor har ingen fortalt mig, at jeg kan putte stegt ost i en gryderet??

Mit råd vil nok være at lægge jer fast på elværktøj fra et enkelt mærke, for så kan man bruge batterierne til flere ting, og de kan nærmest stå for halvdelen af prisen. Jeg har nogle forskellige ting, bl.a. boremaskine, fra Bosch, og der er ikke noget i vejen med det, men senere ville jeg have en buskrydder og motorsav på el, og det eneste mærke jeg kunne finde med nok power var Makita, så nu har jeg værktøj fra de her to forskellige systemer. Det er ikke verdens undergang, men det havde været billigere, hvis jeg havde lagt en plan noget tidligere. Så kig evt. på hvordan behovet bliver på sigt og vælg så et mærke, der har de ting I gerne vil have, også selvom der går et par år, før I gerne vil have dem.

Jeg kan godt synes, at snakken om det er lidt skørt vinklet. Alt det der “enlig mor henter børn til fodbold og kører hjem og laver spaghetti og kødsovs”. Og det er ikke kun Mette F, der snakker som om, at hvis man er en børnefamilie, så har man automatisk et nødvendigt behov for oksefars.

Jeg laver al mad hjemme hos os, og der er både lasagne og burgere og bolognese, og det kan man altså virkelig sagtens lave af grisefars eller kyllingefars, alt efter hvad man lige finder på tilbud, og hvis man er lidt moderne, kan man altså lave bønnebøffer og linselasagne og hvad ved jeg, uden at børnene overhovedet lægger mærke til, at de spiser noget andet end ko.

Jeg er specielt det sidste års tid begyndt at skære meget ind til benet med den slags (og ret skal være ret - jeg går også efter tilbud og køber stort ind, når noget er billigt), så jeg ikke bare på automatik køber oksefars, fordi det er det jeg plejer, og selvom alting er blevet helt vildt meget dyrere så er vores udgifter til mad faktisk faldet. For et par år siden var det ikke unormalt, at en måned endte med, at der lige skulle overføres et par tusinde ekstra til madkontoen. Nu sparer vi typisk lidt op på den i stedet. På trods af større børn. På trods af prisstigninger.

Det er bare for at sige… jeg er med på, at alting er dyrere, og at det for mange er svært, og at de allerede har sparet hvor der kan spares, og nu kan der ikke spares mere, men hvis man synes, at alting er for dyrt, og man alligevel står og kigger efter ko i køledisken, så har jeg altså et rigtig godt sparetip :)

Det håber jeg der kommer engang! Jeg tror, jeg tænker geder. Der bliver desværre nok bare en del andre ting, der skal prioriteres først. Vi må se, hvornår vi når til det.